Mirror's Edge: Et kæmpespring væk fra det perfekte spil?

Mirror's Edge var tilbage i 2009 noget helt særligt. PC Gamer beskriver det som et spil der næsten når mesterskab, men som dog halter over mållinjen på nogle vigtige områder. Det handler om Faith, en løber der hopper rundt på tage i en dystopisk by, og det hele foregår fra førstepersonsperspektiv – noget der dengang var ret revolutionært.

Parkour i første person – en frisk pust

Det mest imponerende ved Mirror's Edge er hvordan det udstyrer dig med en følelse af at være fysisk til stede i verden. Når du springer fra tag til tag og klatrer op ad vægge, føler du virkelig hastigheden og præcisionen. Det er som at være en virtuell gymnast. Grafikkerne er også skønne at se på – stort set uden for verden omkring dig, så fokus ligger helt på bevægelsen og det rene parkour-eventyr.

Kampsystemet driller og irriterer

Men så kommer kampene. Her skal vi være ærlige: det fungerer ikke særlig godt. Når du går fra at være en elegant løber til pludselig at skulle slåstes med fjender, føles det som at skifte fra en ballet til wrestling. Ifølge PC Gamer er kampsekvenserne det svageste punkt i spillet, og det er svært at være uenig. Det virker som om udviklerne ikke helt vidste hvad de skulle gøre med denne del af spillet.

Mirror's Edge er alligevel værd at opleve hvis du kan komme forbi kampene. Det er innovativt, stilfuldt og skaber en unik gameplayoplevelse som få andre spil formår. Men det er også frustrerende på præcis de steder hvor det gik helt galt.