Resident Evil fylder 30 år: Derfor elsker vi at se smukke mænd få tæsk

Resident Evil fylder 30 år i dag, og det skal fejres med en helt særlig observation: der er noget dybt tilfredsstillende ved at se de pæneste karakterer i serien blive lemlæstet. Ifølge GameSpot er denne æstetiske tilfredshed faktisk integral for seriens DNA.

Smukke mænd i konstant fare

Tag Leon Kennedy som eksempel. Han sidder fastbundet med det parasitiske Las Plagas i kroppen, og sammen med allierede Luis Sera arbejder han desperat på at blive frigjort. Deres kroppe strammer sig, musklerne arbejder i rytme – men denne triumf bliver kort. Luis dør inden længe, og Leon hoster blod op, mens parasittet tager mere og mere kontrol. Det er langt fra en engangsforestilling. Resident Evil-serien holder konstant sine mandlige hovedroller i livsfare, og der ligger noget erotisk under overfladen af denne fysiske nød.

Kroppen som svag størrelse

Det hele handler om mekanikken bag spillene. I de fleste action-shootere tager spilleren nærmest ingen skade – tænk på Doom-manden, der fungerer som en næsten perfekt maskine. Men i Resident Evil betyder hver eneste treffer noget. Når Chris Redfield eller Jill Valentine bliver ramt, begynder de at halte. Mindre hastighed betyder større fare for at blive ramt igen. Deres overlevelse afhænger af forsigtig taktik og konstant årvågenhed.

Denne fixation på den skrøbelige menneskekrop forsvandt aldrig, selv da serien gradvist blev mere action-tung. Det er præcis denne dimension – hvor smukke mennesker må kæmpe og blø – der gør Resident Evil til noget særligt. Ifølge GameSpot er det ikke bare en bieffekt af spillets design. Det er faktisk en af seriens mest underlige og vedvarende fornøjelser.